Opskrifter » Bagværk » Kager » Mandel-Marengs Roulade med Jordbær
Mandel-Marengs Roulade med Jordbær opskrift
Du skal bruge disse ingredienser for at lave mandel-marengs roulade med jordbær:
- Marengs:
- 4½ pasteuriserede æggehvider
- 225 g sukker
- 100 g finthakkede mandler
- 1½ tsk maizena
- Fyld:
- 2½ dl piskefløde
- 250-300 g rengjorte og fintskårede jordbær
- Kornene fra ½ stang vanille
Opskrift indsendt af Anne Nørgaard Kristensen
Sådan laver du Mandel-Marengs Roulade med Jordbær:
Pisk hviderne til de bliver tætte, men stadig bløde. Drys sukkeret i lidt efter lidt, og pisk på mellem hastighed til sukkeret er opløst.
Vend de hakkede mandler blandet med maizena i marengsen, og spred marengsen ud på et stykke bagepapir og bag den ved 200°C i 10 minutter, skru derefter ned på 175°C, og bag i yderligere 10 minutter.
Marengsen vendes ud på et stykke sukkerdrysset bagepapir, og der lægges et viskestykke over, til marengsen er kold.
Pisk fløden blød, og pisk forsigtigt vanillekornene i. Fløden skal ikke være grynet, så stop i tide, og brug en dejskraber til at vende jordbærstykkerne i.
Fyldet spredes ud på rouladebunden, som rulles forsigtigt sammen om fyldet.
Den er bedst, hvis den spises med det samme ;-)
Opskriften er venligst udlånt af hjertekagen.dk - tjek siden ud på Facebook.